Garmisch og julemarked

Mandag var pigerne på en lille gåtur for at sende julekort til familie og venner. Herefter blev dagen brugt på leg først i haven og herefter leg med modellervoks i stuen. Om aftenen faldt aftaler omkring lejligheden på plads. Det bliver tirsdag morgen, den 8. december at Troels afleverer nøgler og kører mod Danmark. Pigerne flyver hjem mandag eftermiddag. Suk. Tirsdag tog pigerne på Deutsche Museum. Vandlegeområdet var åbent denne gang, så der blev plasket med vand og forsket i sluser og vandmøller m. v. Derudover fik vi set på telefoni, matematik, instrumenter, astronomi og vægte og ure, stadigvæk en kæmpe oplevelse, hvor man kan bruge oceaner af tid og lære en masse. Det var tæt på lukketid da vi vendte hjemad igen. Onsdag bød på dejlig gåtur til teepeen i den nærliggende skov. Om aftenen tog vi imod Troels’ chef, Peter Merz, til aftensmad. Det var rigtigt hyggeligt og der blev satset stort med kylling i chokoladesovs ;-) Det blev ikke til lønforhøjelse men istedet til en rigtig hyggelig aften med masser af snak om München.

Torsdag tog pigerne S-toget ind til München på julemarked ved 14 tiden. Vi kom bl. a. forbi et middelaldermarked, hvor der blev serveret middelalderpandekager. De var ikke så gode som fars pandekager ifølge Liva. Da vi gik tilbage til Marienplatz blev lysene tændt og vi kunne rigtig nyde julestemningen. Inden vi tog hjem fik vi lige shoppet lidt i Galleria Kaufhof. Fredag var en hyggedag hjemme kun afbrud af en formiddags shoppe-tur til Pep. Om aftenen rykkede vi på pakningen selvom motivationen ikke var så stor efter at have drukket en fredagsøl og diverse vin-sjatter. Men med udsigten til godt vejr i weekenden var det bare med at få forberedt mest muligt. Vi hyggede om aftenen med en kop Glüwein.

Lørdag startede tidligt med morgenhygge, julekalender og madpakkelavning. Herefter kørte vi mod Garmisch-Partenkirchen og Zugspitze, Tysklands højeste bjerg på knap 3 km. Vi ankom lige godt klokken 11 og lagde ud med, hvad der så ud til at være en lille hyggetur om en lille smuk sø, Eibsee, ved Grainau. Kuperet terræn med masser af sne og ruten viste sig at være 7.5 kilometer. Lille tapre Liva klarede sig endnu engang igennem den med overskud til at kaste sne efter mor og far. Zilje og far spiste sne fra træerne hvilket vakte stor jubel hos den lille. Udsigten til såvel sø som Zugspitze var fænomenal. Efter turen forsøgte vi at få en lille smuttur med gondolen op til Zugspitze, men her i vintersæsonen koster den fornøjelse 74€. Det er alligevel for vildt når man, i modsætning til de andre rejsende, ikke medbringer snowboard eller ski. Så vi opgav og kørte istedet til Garmisch-Partenkirchen hvor vi trakterede os selv med de lækreste kager, skøn varm schokolade og friskpresset appelsinsaft. Mums. Et par timer senere havde vi handlet og var ankomment tilbage til matriklen. Igen blev der forberedt og pakket.



Søndag stod vi atter rimeligt tidligt op (det syntes Zilje) og hyggede med morgenboller, adventskalendergaver og hygge. Vi følte os temmeligt forberedte og besluttede at der vist var tid til en sidste familietur i Münchens gader. Vi tog som vanligt (Liva sagde “for tusinde gang”) med S-tog til Marien-platz og hyggede os med at kigge boder på det store julemarked. Vi gik videre til Märchenwald som er et dejligt julemarked på Der Residenz. Her nød vi middagsmad med rigtig tysk wurst og nogle fritter. Vi vaklede med om vi skulle have et par store kopper Glüwein men besindede os med noget så banalt som en familie-cola. Der var masser af udstillinger med eventyrfigurer i julestemning der bevægede sig og endda talte. Blandt andet et kæmpe elghoved der fortalte historier om julemanden, rødhætte og naturligvis dværgene og julemanden i masser af afstøbninger. Det blev også til en lille karruseltur på en gigantisk bamse. Vi gik også til Middelaldermarkedet hvor vi så en ridder i fuld rustning ride på en hest trukket af hans væbner. Herefter slendrede vi gennem de hyggelige gader tilbage til det sikre hit: Kæmpeudstillingen af bevægelige bamser på Marienplatz. Herefter gik turen hjem til pigernes sidste aften i Balanstrasse.

0 Comments

Deutsche museum og dino-feber

Mandag var vi på Deutsche Museum. Endnu engang en kæmpe succes. Der er bare så mange spændende ting at se. Denne gang blev det hovedsageligt til studeren af skibsfartøj, Vi så bl. a. en u-båd indvendig og kunne se, hvordan et skib fra gamle dage var indrettet i kabyssen, hvor dukker skabte stemningen under bord. Vi brugte også en del tid i kinderwelt, hvor man kunne lege i en brandbil, kravle ind i en kæmpe guitar og spille på en masse instrumenter, bygge med store klodser og meget mere. Efter at have brugt det meste af en dag på Deutsche Museum tog vi hjem til pizza/pasta levering og wii tennis og bowling samt hygge. Liva og Zilje nød i stor stil det dejlige selskab fra Benedicte og Filippa og leg med perler, udklædningskjoler, og tegnerier.



Tirsdag tog familien Jessen afsted ved halv-seks tiden og herefter var det igen hverdag med arbejde. Pigerne tog en velfortjent hviledag og Zilje øvede sig på masser af nye lyde. Liva og far tog om aftenen til Pep centret for at købe afskedsgave til Alberte, sondere terrænet for julegaver til pigerne, og købe dagligdagsvarer. Onsdag fik vi ordnet lidt praktisk om formiddagen og ellers var dagens oplevelse at have Alberte på besøg. Vi hentede hende ved hendes børnehave og så fik pigerne tid til godt et par timers leg inden det var farvel til Alberte igen. Dejligt at have haft en legekammerat hernede.

Torsdag morgen tidlig fløj Troels til Danmark for at deltage i julefrokost med arbejde. Han var væk indtil lørdag aften. Efter at være vågnet helt op i dobbelt-sengen, stod de tre piger op og spiste morgenmad hvorefter vi var klar til tur. Første stop var Botanisk have. München har en kæmpe botanisk have og på dette tidspunkt af året var det fantastisk at gå rundt inde i de mange væksthuse. Der var enorme kaktus, kæmpe bambus og palmer, kødædende planter og masser af smukke orkideer. Derudover så vi bomuld, kaffe, kakao, risplanter og meget mere. Da vi var kommet igennem alle væksthusene satte vi kurs mod Schloss Nymphenburg, der lå lige på den anden side af haven. På vejen derhen kom vi forbi en lille pavillon, hvor vi kunne få en is og lidt at drikke. Bagefter forlod vi haven og snart kunne vi se det store slot og parken omkring den. I en bygning ved siden af slottet kom vi til Museum for menneske og natur. Her besluttede vi os for at tage ind trods det at vi allerede havde set en del denne dag. Det viste sig at være et utroligt spændende museum, som Liva var helt opslugt af at se og for den sags skyld også Zilje og Lone. Museet var utrolig flot lavet med masser af spændende fremstillinger af forskellige fænomener indenfor naturverdenen. Meget var interaktiv med quisser film og opstillede dyre og menneskekulisser. Vi studerede jordens tilblivelse med planeter, vulkaner mv. Så de første dyr og planter, hvordan mennesket har udviklet sig, så dinosauer og mærkelige uddøde skabninger. Så så vi en udstilling om koralrevet, Der var en masse at lære om hjernen, vi så alverdens sten og mineraler samt meget mere. Et sted vi slet ikke syntes vi var færdige med da kl. var 16.30 og vi skulle hjem. Lidt i halv seks var vi hjemme og godt brugte efter en masse indtryk fra hele dagen. Fredag hyggede vi og legede herhjemme.



Da Zilje havde sovet sin eftermiddagslur lørdag, tog vi ind til Marienplatz for at se det tændte juletræ samt alle boderne ved det kæmpe julemarked. Det var der andre som også havde gjort og der var alt for mange mennesker til at vi kunne komme ordentligt omkring. Det lykkedes os dog at manøvrere rundt med klapvognen i menneskemylderet og se al julestadsen og glitteret i de mange boder. Der er faktisk sat små boder op på stort set alle midtbyens pladser og overalt kommer folk gående med deres små krus, som de så får fyldt op med glühwein ved en af de utallige boder. Det mest interessante marked var ved Der Residenz, hvor der var et eventyrmarked med masser af opstillede eventyrkulisser, hvor dukker bevægede sig og et kæmpe elgehoved fortalte eventyr mens det bevægede munden og blinkede med øjnene. Efter noget vandren rundt, fandt vi en bod med varm kakao og derefter bevægede vi os så smpt mod s-toget. På Marienplatz nåede vi lige at høre lidt kormusik strømme ud fra det nye rådhus. Lidt over kl 18, var vi atter hjemme og der tog Troels imod os. Om aftenen, da Zilje var puttet, inviterede Troels os i hjemmebiograf. Med klippede biletter og en plads på første række med nøddeguf og glüwein hyggede vi så alle tre med Ice age 3. Liva syntes ind imellem at det var lidt for farligt med de uhyggelige dinosaurier. Hun endte da også med at sove mellem os om natten. Hyggeligt selvom man vågnede med et par pige-fusser på hovedpuden ved siden af sig ;-)

Søndag vågnede vi lidt tidligere end normalt og lur os om ikke nisserne i Danmark har brugt nissernes suse-netværk til at sende advents-pakker ned til pigerne. Efter hyggelig morgenmad med adventslys, kørte vi til Schloss Nymphenburg hvor vi have en skøn lang gå tur i den overvældende park. Vi så masser af ænder, gæs og svaner og nød ellers den kolde og klare luft. Første dag hvor flyverdragter var nødvendigt. Vi nød en god frokost på Museum Mensch und Natur, inden Liva fik vist sin far rundt i den meget overvældende udstilling. Igen var dinosaur på tapetet og der var fantastiske interaktive oplevelser rettet mod alt fra urmennesker, nervebaner og hjernefunktioner, mærkelige dyr fra hele verden og solsystemet. Vi fik mange timer til at gå i udstillingen inden vi sluttede med eftermiddagskaffe og vendte Picasso’en mod Balanstrasse igen.

0 Comments

Besøg af familien Jessen

Mandag var mest en hjemmedag, men det blev da lige til en lille tur i bil ind mod centrum. Her skulle vi ind og lede efter nogle søde the-krus. Vi fandt ikke krusene hos Käfer, som vi havde håbet på, men istedet fandt vi ud af, at butikken lå lige i nærheden af den kæmpe Friedensengel. En forgyldt statue, der står på en 12 meter høj søjle. Fredsenglen er en kopi af Athene Nike på Olymposbjerget. I regnvejr gik vi hen til monumentet og så op på den fascinerende store engel. Bagefter tog vi tilbage til Fasangarten og handlede stort ind i Rewe inden vi tog hjem og startede op med aftensmaden inden Troels kom fra arbejde.

Tirsdag vågnede vi op til en fantastisk solskinsdag. Vejrudsigten lovede op til 19 grader, så det var bare med at få pakket tasken og komme afsted. Kl. 10 sad de tre tøser i S-toget og tog videre med U-bahn til Sendlinger Tor Platz. Herfra drog vi afsted mod Alter Südlicher Friedhof. På vejen derhen var vi inde i en butik med mange skøre genstande - mange af varerne var spøg og skæmt ting og halloweenagtige med edderkopper og makabre ting og sager, hvilket Liva går vildt meget op i lige for tiden. Det var et slaraffenland for hende, så der gik et stykke tid inden hun blev lokket med videre. Lidt specielt at vandre rundt i en butik, hvor de andre handlende var typer med sort tøj og med nitter over det hele. Nå, men vi gik mod Alter Friedhof. Her gik vi tværs igennem den stemningsfyldte gamle tilgroede kirkegård. Den blev skabt efter den store pest i 1563 og flere kendte skikkelser er begravet her. Stedet beskrives i guidebogen som værende et paradis for enlige læsende, flanører og elskende par. Spændende sted at gå igennem. Da det var ved at være frokost tid fandt vi en hyggelig cafe tæt ved Isar og Wittelbacherbrücke. I det lune vejr kunne vi sidde udenfor og nyde frokosten med oplynede jakker. Efter frokosten krydsede vi broen og fulgte floden på den anden side. Det førte os til Rosengarten, som er en hyggelig have med masser af roser og små snørklede stier. Overalt stod hyggelig hvilestole, og på denne dag var der mange som benyttede sig af dem og sad og slikkede solskin. Efter haven kom vi til en legeplads, hvor Liva fik spist sin indkøbte is, mens Zilje fortsat snorkboblede i klapvognen. Bagefter blev det til lidt leg. Hurtigt efter at vi var gået videre fandt vi en ny og endnu sjovere legeplads. Zilje var i mellemtiden vågnet og vi gjorde også her et holdt inden vi fandt et tog mod Marienplatz. I centrum havde vi en julegave vi skulle have købt og da det var ordnet kom vi forbi verdens mest berømte Bierstube grundlagt i 1589 - Hofbräuhaus München. De tre tøser gik så på bierstube, men det blev dog kun til apfelschorle under de høje dekorede stenhvælvinger. Efter en lang dag begav vi os nu mod s-toget hjemad. På Marienplatz så vi det kæmpe juletræ, som endnu var uden lys og vi kunne også se at der er kommet en masse små huse op, som skal bruges til det kommende store julemarked, som er hele december måned på pladsen. Det glæder vi os til at opleve. Hmm, en lang og oplevelsesrig dag. Hvor er der bare mange spændende ting at se i München og hvor hygger vi os bare.



Onsdag var også en rigtig lun og dejlig dag. Vi var hjemme og var også ude at lege i det gode vejr. Torsdag skulle vi mødes med den danske mødregruppe kl. 15.30. Inden da ville vi ud og udnytte det dejlige efterårsvejr, der bød på en total blå himmel. Det valgte vi at gøre i Hellabrun zoologiske have. Her var vi i godt 4 timer som bl. a. blev brugt til at lege en masse på deres to kanongode legepladser. Det blev dog også til visit i tropehuset, et kig i vampyrhulen og i det store fuglevoliere mm. Da vi havde set lidt af et rovfugleshow med bl. a. falk og ugle tog vi hjemad. Vi var kun hjemme en times tid inden vi så tog videre til hygge med den danske netværksgruppe. Igen hyggeligt at få lidt tøsesnak. Desværre var Alberte i Vorsschule og komme ikke med.

Fredag var vi hjemme først på dagen. Da Troels så kom hjem ved 14 tiden, fik Lone fripas til at tage på shoppetur. Det udnyttede hun helt indtil kl. 20 og kom vidt omkring. Det var hyggeligt at gå rundt og kigge på butikker, men der var ikke meget der fristede, så pengepungen blev ikke belastet i særlig høj grad. Det blev også til dagen hvor Zilje formåede at sprede en pakke havregryn over det meste af stuen ;-)

Lørdag brugte vi formiddagen til at forberede besøg af Nicolaj, Trine, Benedicte og Philippa. De kom om eftermiddagen kl. 15 og efter at have spist lidt sent frokost gik vi en tur i området. Liva viste os stolt den hemmelige vej til den lille Tipee inden vi slappede af om aftenen med mexikansk mad og en god snak.

Søndag startede vi ud med at tage S-toget til Englischer Garten. Bladene var nu stort set allesammen faldet af træerne og vi havde det sjovt med at kaste masser af blade efter hinanden. I Englisher Garten gik vi op på Menopteros, en lille pavillon, hvorfra man kunne se flere af byens kirketårne og høje bygninger. Vi begav os herfra videre mod den gamle bierstube Hofbräuhaus München for at spise frokost der, hvilket var en anelse for optimistisk. Vi blev mødt af masser af højtrøstede øldrikkende fodboldenthusiaster, turister og hornmusik så vi gik igen og istedet skyndte vi os hen til et nærliggende spisested. Her kunne vi i slutningen af november sidde ude og spise under et halvtag. Skønt og så var det rigtig lækker mad. Vi gik derefter tilbage mod Marienplatz hvor pigerne nød en kæmpe udstilling af bamser der var gjort levende med mekanik. Der var alt fra bjergbestigere, øl-skålene bamser, til nuttede kaniner (“nin” som Zilje siger). Helt fantastisk gennemført. Herefter var det hjem til matriklen for at bestille sushi og andet fra vores favorit asiatiske take-away sted.


0 Comments

Fra afrikanske masker til sejltur på Königsee

De første dage på ugen gik stille og roligt med hjemmehygge og afslapning. Tirsdag blev det til gåtur rundt i gaderne i Fasangarten. Vi fik også bestilt flybilletter til pigerne. Hjemrejse den 7. december. Sørgeligt. Vi tænkte meget i at blive en uge mere men Liva skal også opleve julehygge i børnehaven og der bliver masser af forberedelse såvel hjemme som på arbejde inden "julen er i hus". Onsdag var pigerne hos Lea og Alberte. Endnu engang hyggeligt samvær for alle parter.




Torsdag: Troels henter endeligt vinterdæk og alu-fælge. Imens brugte pigerne dagen på kulturel oplevelse. De tog med S-tog og U-bahn til Lehel området, der har mange hyggelige og smukke bygninger. Bl. a. så vi den flotte St. Anna kirke. Ved Maximillian strasse fandt vi Statlicher Museum für Völkerkunde. Det blev her til en spændende rejse og opdagelsestur rundt i forskellige kulturer. Vi lærte om islam og så bl. a. bedetæpper og noget fra koranen. Fra Oceanien så vi spændende træfigurer og smukke sejlskibe og en kæmpe hat der nok havde en skygge på over 3 meter i diameter. I afrika afdelingen var der spændende og vilde masker, nogle lavet udenpå kranier. Vi så også en masse om indianere, bl. a. en flot fjerhovedprydning, fredspiber, mokkasiner m. v. Endelig var der en masse spændende om eskimoer fra Nordamerika. Vi så eskimotøj, våben og udsmykkede rensdyrgevirer. Efter museumsbesøget og en hurtig frokost i cafeen, tog vi videre ved 15 tiden. Desværre var det blevet regnvejr og vi blev lidt våde på turen hjem. Først gik vi ad Maximillianstrasse over en flot bro over Isar og kunne på afstand se den enorme forgyldte Friedensengel, der troner højt over Maximillian parken. Vi kom til Bayerns flotte parlaments bygning, der har hus i det smukke bygningsværk fra renæssancen og som afslutter Maximillianstrasse. Efter lidt klumren med togene kom vi endelig til Fasangarten og kunne gå hjem til far Troels.

Fredag. Var dagen, hvor der endelig igen kunne strømme sollys ind ad vinduerne til os. Hr. Köberl fik fikset vores udvendige persienne i stuen, dejligt at få så meget lys ind i stuen. Det vil vi godt nok nyde resten af tiden. Da det var et fantastisk solskinsvejr og der var 16 grader pakkede vi vores eftermiddagskaffe i en rygsæk og drog afsted mod vores tippi. Der var virkelig god sigtbarhed, så vi kunne rigtigt se bjergene på turen rundt. I skoven spiste vi de medbragte lækkerier og kiggede lidt efter kastanier inden vi gik forbi en blomsterhandel på vej hjem og senere forbi fredagsslikbutikken. Dagen blev afsluttet med vild dans, pjatteleg på gulvet og fælles Jumbo zoo-spil.

Lørdag. Vejrudsigten så lovende ud så vi måtte tilbage til det smukke Königsee og opleve det endnu engang, som vi havde lovet os selv. Turen dertil var rigtig smuk. Det gik det sidste stykke ad snoede (og lidt kvalmende) små veje med kæmpe bjergtinder omkring os og brusende floder langt langt nede under os. Ved Königsee var en turbåd klar til afgang, da vi kom ned til søbredden, så vi skyndte os ombord. Det var en rigtig flot tur. Det grønne vand som er 200 meter dybt og de sneklædte bjergtinder med Tysklands næsthøjeste bjerg på 2713 meter (D. Watzmann). Halvvejs gjorde vi holdt og døren blev åbnet ud mod en kæmpe bjergvæg (Brentenwand). Da en af guiderne begyndte at spille trompet lød der er smukt og utroligt tydeligt ekko som af et helt hornorkester, meget smukt og mor Lone blev helt rørstrømsk :-). Ved Bartolomäkirken holdt turbåden en kort pause inden tilbageturen. Den brugte vi på at finde et flot sted og spise vores madpakker. Tilbage på fastlandet blev det til en vandretur til udsigtspunkt over søen og videre gennem skoven mod Jenner Bahn med snak om skovnisser. Zilje hang sidelæns ud af rygsækken i dyb søvn. Turen blev afsluttet med velfortjente sundae's på Den Gyldne Måge. Den lange tur hjem gennem mørket blev klaret super flot af vores tålmodige piger.



Søndag blev efter lange overvejelser til en hjemmehyggedag. Vi fik ordnet en masse, der blev lejet i haven og Lone og Liva var til lokalt hjemmelavet-jule-stads-marked. Lone var ikke helt så tilfreds med det kunstneriske udtryk som Liva. Troels fik endeligt indfriet sit løfte om pandekager til Liva. Ingen kunne smage at de var lavet med reduceret ægge-masse, med solsikkeolie/margarine og på soyamælk. Der blev spist op!
0 Comments

Besøg af familien Jespersen

Mandag var en stille og rolig hjemmedag i øsende regnvejr. Om aftenen blev der spillet Fisk og hygget med vild dans til The Cult's "Lil' Devil". Det kan da få pulsen op. Både Liva og Zilje var vilde. Tirsdag blev der gjort hovedrent og det blev også til gåtur og leg i haven. Successen med dans blev gentaget, denne gang med hele familien inden putte-ritualet kunne startes. Onsdag var også en hygge-hjemme-dag med forberedelse til dejligt besøg fra Familien Jespersen. D.v.s. lidt bagning og stor-indkøb.

Torsdag kom Per, Tina, Mathilde og Karoline ved 6-tiden om morgenen. Trætte efter den lange tur blev det til endnu nogle timer på øjet inden vi alle mødtes til brunch. Efter morgenmaden og efterfølgende "get together" hygge, tog vi ind til byen med S-toget og tog på en hyggelig og prisbillig restaurant i studenterkvarteret ved Englischer Garten. Vi gik videre til Siegestor, sejrsporten der i 1857 var opført og formet som Konstantinbuen i Rom. Herefter gik vi i strålende solsikinsvejr en tur gennem Englischergarten hvor efterårsfarverne var helt perfekte. Masser af spændende indtryk med de storslåede vidder og brusende vandløb. Vi så også Monopteros og nød en cello-koncert i Hof-garten. Virkeligt stemningsfuldt. Ungerne nød at løbe ved vandløbene, gå på line på hegnene, og ellers bare at pjatte og snakke og kigge på det hele. Vi sluttede på café Tambosi med sjove kaffe-varianter i kongelige Louis XIV stole. Meget passende! Herefter blev det til butiks-slentre-tur gennem gaderne til Marienplatz, hvorefter vi vendte hjem med S-toget til en gang pizzaer. Aftenen blev forsødet at den mest fantastiske rom, 23 års Solera Gran Reserva fra Ron Zacapa, som Per og Tina havde været søde at tage med som vært(inde)gave.

Fredag tog vi til Deutsche Museum's hoveddel ved Isartor S-togsstation. Vel-provianterede med Brezen invaderede vi de overvældende lokaler med alt muligt fra den tekniske verden. 47000 kvadratmeter udstilling fordelt på 50 afdelinger og 6 etager. Wow. Det mest fantastiske var at se ungernes begejstring og nysgerrighed til at opleve alt fra olieboring, glas, keramik, papir-trykkeri, teknisk legetøj (sikke minder det vakte fra de store drenge og pigers ungdom), rumfart, gamle fly. Vores gang rundt i de mere "seriøse" afdelinger var nok ment mest som noget for de voksne, men pigerne nød det så meget at vi kun nåede en halv time til sidst i Kinderwelt. Her blev det til lidt leg med instrumenter inden vi hastede videre til een af hovedattraktionerne. Lynafladning i deres Faraday bur. Det var fuldstændigt vildt, både visuelt og lydmæssigt, og det blev da også for meget for de tre mindste der måtte fragtes ud af den store sal under forestillingen. Udover de store udladninger så vi hvordan lyn kan slå ned i hus og træ og forårsage store skader. Vi tog herefter hjem til Balanstrasse og lavede Mexicansk mad og nød ellers aftenen med snak, anekdoter og hygge.



Lørdag startede som de andre dage med fantastisk vejr. Efter disen var lettet i løbet af formiddagen var der kun solskin og helt vindstille vejr tilbage. Vi nød dagen med kørsel gennem det skønne Tyrolerlandskab til vores yndling Tegernsee. Efter at være kommet op med Wallbergbahn, satte vi os i sol og læ på den store terrasse og nød vores madpakke med storslået udsigt til Alperne. Herligt. Herefter skulle der naturligvis klatres op til "Kødbenet" med Jespersen-pigerne som hurtig fortrop. De klatrede lynhurtigt som bjerggeder med resten af familien efter. Vi nåede efter en klatring med storeslåede udsigter endeligt op til toppen hvor vi nød lidt slik og schokolade. Mums. Efter en noget sværere tur nedad med meget glatte forhold, tog vi en varm schokolade i caféen inden vi nåede gondolen nedad igen inden lukketid. Herefter tog vi tilbage til Balanstrasse og bestilte Kina/Asien-mad og nød ellers aftenen i selskab af de gamle 80'er-musik-helte. Pigerne sagde farvel til hinanden. Rigtigt hyggeligt.



Søndag stod Familien Jespersen meget tidligt op - ved 5-tiden. Efter en gang morgentaffel gik den lange tur hjemad mod mandagens kald fra arbejde og skole. Nogle vidunderlige dage i godt selskab. Søndagen var herefter mest stille og rolig med lidt hygge, leg i haven, oprydning og ellers bare afslapning.
0 Comments